Jeg har også lyst til: at komme med et par små (måske ikke så små set i bakspejlet) bemærkninger, til dette enorme emne.
Jeg er på den ene side så privilegeret ikke at studerer ved AU, og kan derfor tillade mig at komme med kritik uden risiko for at blive set skævt til. På den anden side er jeg derved også underprivilegeret i den forstand, at jeg ikke kan medtælle mig selv i den stadig voksende masse af statsudnævnte elitestuderende.
Og det er faktisk lige der jeg vil starte, for hvor elitær er universitetet overhovedet?
Det er her man rammer sømmet på hovedet, for i min optik er de danske (Og muligvis også de fleste internationale) universiteter simpelthen løbet ind i en midtvejskrise.
Du slutter at med Goethes fantastisk citat om udvikling (Regnskab) over tid. I denne sammenhæng jeg tillader mig, at betvivle universiteternes forsatte ret til at anskue sig selv som en elitær uddannelsesinstitution.
I 1960 fik 7% af en ungdomsuddannelse en gymnasial uddannelse. I dag er det over 50%. Samtidig tager over 30% af de gymnasieuddannede uddannede videre på en universitetsuddannelse. Det betyder at der pr. 1. oktober 2010 gik 127.592 studerende på de danske universiteter.
Det er mere end 12 gange flere universitetsstuderende end i 1960, hvor tallet var 10.000.
Det massive fokus på at det er vigtigt at uddanne sig har virkelig bidt sig fast, men det har samtidig betydet at universiteterne har måtte genopfinde sig selv. De er gået fra det teoretikerne kalder eliteuniversitetet til masseuniversitetet på rekordtid, og på de sidste 50 år har de fuldstændig skiftet fokus.
I 1960 var universiteterne stadig primært optagede af forskning, og forelæserne var selv forskere ved universitetet, der havde sagt ja til at tale til de unge og håbefulde poder, om det emne den respektive forelæser havde valgt at hengive sit liv til.
I dag er det primære fokus flyttet over på at uddanne de mange gymnasieelever, og gerne så hurtigt som muligt. Farmaceuter til Nova Nordisk, økonomer til Nordea og lingvister til at omformulere retskrivningsordbogen.
Det er da også vigtigt at uddanne folk til alle disse poster, men er det virkelig en opgave for universiteterne? Nogle poster må man svarer entydigt: JA til. Læger f.eks. og jurister. De gamle universitetsuddannelser, som altid har haft deres naturlige plads der.
Så er der de naturvidenskabelige fag. Hvis universiteterne vil holde fast på deres forskning, så har de jo også stadig deres naturlige hylde på universiteterne. Men så går det heller ikke at folk hellere vil ansættes hos Vestas, fordi det er der tingene sker.
Men hvad så med de uddannelser hvor det langt fra er størstedelen, der vælger forskervejen? Sociologi, dramaturgi og antropologi f.eks.? Hører de til på universitetet? Til dels vil jeg sige. Her ville jeg mene det kunne give mening at splitte de studerende op i to, dem der vægter forskning og bogskrivning højest versus dem, der vil ud og arbejde i resten af verden. Nogle dele af undervisningen skulle de have sammen, mens andre dele kunne forgå separat (evt. med noget relevant praktikforløb til den sidstnævnte gruppe).
Og så kommer vi til de fag jeg ikke helt forstår hvad laver på universitetet. Her kan i flæng nævnes: Arabisk og islam. Arabisk og kommunikation. Medievidenskab. Japan- Kina- Brasilienstudier, og de andre nationsstudier.
Alle disse studier omhandler relationer mellem mennesker, og det kan man ikke lærer ved at sidde og kigge i en bog i 5 år, for derefter til sidst at skrive en afhandling, med 5-6 kvantitative og kvalitative undersøgelser. Det skal ud og opleves, gennem praktik og andre menneske til menneske relationer.
Hermed kommer min pointe: Universiteterne har ikke fået afklaret med sig selv hvad de gerne vil, og derfor kan de ikke leve op til folks forventninger. De forbeholder sig retten til at være en elitær uddannelse, men er slet ikke selektive nok til at det giver mening. Man kan ganske ikke være det hele, men det har været så populært at blive en universitetsuddannelse at selv alle HA-uddannelserne også er blevet det.
Jeg er selv ved at tage en professionsbachelor i kommunikation ved Journalisthøjskolen, og i min optik er den meget mere brugbar end en kandidat i kommunikationsteori. Og så er den 1.5 år kortere. Hvis skiftende regeringer så gerne vil have os hurtigt igennem uddannelsessystemet, var det så ikke en ide at fremme muligheden for en professionsbachelor i nyttige fag (note til Helle/Lars: husk praktikpladser), og så lade universiteterne forblive en elitær uddannelsesinstitution, der har sit primære fokus på forskning og uddannelse med kvalitet for øje.
Når jeg er uddannet, så er jeg klar til arbejdsmarkedet, og attraktiv at ansætte. Jeg er ikke bare en verdensfjern teoretiker, der aldrig før har stiftet bekendtskab med en arbejdsplads.
:) Men godt indlæg Mette. Og jeg vil 100% give dig ret i at det er dybt latterligt når man begynder at afkræve humanistiske studerende facitlister af deres studier, og bliver skuffede hvis det ikke er muligt. Dog vil jeg lige påpeje at det i min optik mere ligner et positivistisk verdenssyn, end det ligner et middelalderligt verdenssyn, da det jo i høj grad er præget af en tro på at verden og mennesker er det samme som formler og maskiner :)
- David N Madsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar