Mine egne tanker om Mette C's blogindlæg: Nu må jeg slå i bordet

en fin de compte: Nu må jeg slå i bordet:

Jeg har også lyst til: at komme med et par små (måske ikke så små set i bakspejlet) bemærkninger, til dette enorme emne.

Jeg er på den ene side så privilegeret ikke at studerer ved AU, og kan derfor tillade mig at komme med kritik uden risiko for at blive set skævt til. På den anden side er jeg derved også underprivilegeret i den forstand, at jeg ikke kan medtælle mig selv i den stadig voksende masse af statsudnævnte elitestuderende.

Og det er faktisk lige der jeg vil starte, for hvor elitær er universitetet overhovedet?

Det er her man rammer sømmet på hovedet, for i min optik er de danske (Og muligvis også de fleste internationale) universiteter simpelthen løbet ind i en midtvejskrise.

Du slutter at med Goethes fantastisk citat om udvikling (Regnskab) over tid. I denne sammenhæng jeg tillader mig, at betvivle universiteternes forsatte ret til at anskue sig selv som en elitær uddannelsesinstitution.

I 1960 fik 7% af en ungdomsuddannelse en gymnasial uddannelse. I dag er det over 50%. Samtidig tager over 30% af de gymnasieuddannede uddannede videre på en universitetsuddannelse. Det betyder at der pr. 1. oktober 2010 gik 127.592 studerende på de danske universiteter.

Det er mere end 12 gange flere universitetsstuderende end i 1960, hvor tallet var 10.000.

Det massive fokus på at det er vigtigt at uddanne sig har virkelig bidt sig fast, men det har samtidig betydet at universiteterne har måtte genopfinde sig selv. De er gået fra det teoretikerne kalder eliteuniversitetet til masseuniversitetet på rekordtid, og på de sidste 50 år har de fuldstændig skiftet fokus.

I 1960 var universiteterne stadig primært optagede af forskning, og forelæserne var selv forskere ved universitetet, der havde sagt ja til at tale til de unge og håbefulde poder, om det emne den respektive forelæser havde valgt at hengive sit liv til.

I dag er det primære fokus flyttet over på at uddanne de mange gymnasieelever, og gerne så hurtigt som muligt. Farmaceuter til Nova Nordisk, økonomer til Nordea og lingvister til at omformulere retskrivningsordbogen.

Det er da også vigtigt at uddanne folk til alle disse poster, men er det virkelig en opgave for universiteterne? Nogle poster må man svarer entydigt: JA til. Læger f.eks. og jurister. De gamle universitetsuddannelser, som altid har haft deres naturlige plads der.

Så er der de naturvidenskabelige fag. Hvis universiteterne vil holde fast på deres forskning, så har de jo også stadig deres naturlige hylde på universiteterne. Men så går det heller ikke at folk hellere vil ansættes hos Vestas, fordi det er der tingene sker.

Men hvad så med de uddannelser hvor det langt fra er størstedelen, der vælger forskervejen? Sociologi, dramaturgi og antropologi f.eks.? Hører de til på universitetet? Til dels vil jeg sige. Her ville jeg mene det kunne give mening at splitte de studerende op i to, dem der vægter forskning og bogskrivning højest versus dem, der vil ud og arbejde i resten af verden. Nogle dele af undervisningen skulle de have sammen, mens andre dele kunne forgå separat (evt. med noget relevant praktikforløb til den sidstnævnte gruppe).

Og så kommer vi til de fag jeg ikke helt forstår hvad laver på universitetet. Her kan i flæng nævnes: Arabisk og islam. Arabisk og kommunikation. Medievidenskab. Japan- Kina- Brasilienstudier, og de andre nationsstudier.

Alle disse studier omhandler relationer mellem mennesker, og det kan man ikke lærer ved at sidde og kigge i en bog i 5 år, for derefter til sidst at skrive en afhandling, med 5-6 kvantitative og kvalitative undersøgelser. Det skal ud og opleves, gennem praktik og andre menneske til menneske relationer.

Hermed kommer min pointe: Universiteterne har ikke fået afklaret med sig selv hvad de gerne vil, og derfor kan de ikke leve op til folks forventninger. De forbeholder sig retten til at være en elitær uddannelse, men er slet ikke selektive nok til at det giver mening. Man kan ganske ikke være det hele, men det har været så populært at blive en universitetsuddannelse at selv alle HA-uddannelserne også er blevet det.

Jeg er selv ved at tage en professionsbachelor i kommunikation ved Journalisthøjskolen, og i min optik er den meget mere brugbar end en kandidat i kommunikationsteori. Og så er den 1.5 år kortere. Hvis skiftende regeringer så gerne vil have os hurtigt igennem uddannelsessystemet, var det så ikke en ide at fremme muligheden for en professionsbachelor i nyttige fag (note til Helle/Lars: husk praktikpladser), og så lade universiteterne forblive en elitær uddannelsesinstitution, der har sit primære fokus på forskning og uddannelse med kvalitet for øje.

Når jeg er uddannet, så er jeg klar til arbejdsmarkedet, og attraktiv at ansætte. Jeg er ikke bare en verdensfjern teoretiker, der aldrig før har stiftet bekendtskab med en arbejdsplads.

:) Men godt indlæg Mette. Og jeg vil 100% give dig ret i at det er dybt latterligt når man begynder at afkræve humanistiske studerende facitlister af deres studier, og bliver skuffede hvis det ikke er muligt. Dog vil jeg lige påpeje at det i min optik mere ligner et positivistisk verdenssyn, end det ligner et middelalderligt verdenssyn, da det jo i høj grad er præget af en tro på at verden og mennesker er det samme som formler og maskiner :)

- David N Madsen

Så blev der endelig skrevet på Davids blog, og han lover at der ikke går lige så lang tid inden næste gang :)

Heysa derude på den anden side af skærmen, uanset om det så er i lille Danmark, på New Zealand eller et helt 3. sted :)
Her i Hong Kong går det godt, og vi har haft meget travlt, ikke mindst de seneste par uger, hvor alting ligesom er begyndt at falde på plads :)
Det er super dejligt, at der er kommet mere struktur i dagene, for som alle der kender mig ved, så er struktur en ting jeg værdsætter meget, og altid prøver at implementere i min hverdag... Øhh... Eller det burde det måske blive fremadrettet ;p
Men som sagt er der sket meget siden jeg kom, både af små og store ting, og selvom jeg ikke vil gennemgå dem allesammen i dette blogindlæg, så skal I nok få fortællingerne om de fleste ting hvis bare i følger denne blog :)          For Dialogekspeditionens ophold i Hong Kong er nemlig ikke bare en turistudflugt, hvor vi tager ud og ser alle de seværdige steder i Hong Kong! Nej, Det er en rejse ind under huden på Hong Kong, både når vi ser på de kulturelle, de religiøse og de sociale aspekter :)       Derfor er det naturligvis ikke nok at besøge et sted en enkelt gang, og vi har allerede planlagt flere steder, hvortil vi vil komme tilbage, for at opsøge det personlige møde og et indblik i menneskers tanker og følelser.
Dog har vi også gjort os det klart, at vi ikke alle 6 kan sidde rundt om en person, og så stadig forvente at opleve det personelige møde, så derfor har vi også gjort os det klart, at i de mere personlige møder, bliver vi nød til at splitte os op, og foretage en del research enkeltvis eller i par.
Dette betyder dog, at vi ikke allesammen får de samme oplevelser, men hvis og når jeg føler at der er noget i bør høre om, som jeg ikke selv har bevidnet, så vil jeg ikke være bleg for lige at smide en besked ud, omkring at en af andre her på turen har skrevet et glimrende blogindlæg, på deres egen respektive blog :-D

For at der i dette blogindlæg også skal være noget om, hvad vi har lavet indtil videre på turen, så er det jo meget passende at fortælle om hvad vi laver hver torsdag (Fordi det er torsdag i dag). Vores 'program' er nemlig delt ind efter ugedagene, selvom vi tit og ofte ændre i den, så tingene kommer til at hænge sammen :)
Torsdag er den dag, hvor vi laver frivilligt arbejde på Tao Fong Shan (Det center hvor vi bor. Også kaldet TFS).
Indtil videre har det frivillige arbejde for mit vedkommende bestået at flere forskellige ting, jeg har her de sidste par uger både pakket porcelæn, fællet træer, limet papir og her i dag skulle Aron og jeg så grave rørledninger ned i en lervej, på den bjergside vores hus ligger på :)
Det utrænede øje ville måske se herpå og sige, at træfældning og gravearbejde ikke har meget med dialogarbejde at gøre, men der er alligevel en mening med galskaben :)
Selve bagtanken med disse dage, med praktisk arbejde, er nemlig, at vi skal arbejde sammen med nogle af de ansatte på TFS, og derved, gennem samtale med personalet, få et indblik i hvordan det er, at være en helt almindelig Hong Kongkineser :)
Jeg tro også selv, at vi herigennen får en helt enestående mulighed, for at opleve Hong Kong på allernærmeste hånd, et indblik man ikke kan opnå uanset hvor mange gange, man tager ud og snakker med lederen af en moske, et tempel eller et børnehjem.
Derudover, når man tager det helt ned på det allermest lavpraktiske niveau, er det for mig også en helt fantastisk måde at stresse af på, når man gennem fysisk arbejde, af og til også bare kan få lov til at lade kroppen virke og blive presset. Så opdager man at selv de mest banale ting også kan virke meningsfyldte.

Tak fordi du læste med denne gang, og jeg kan love at der snart vil komme mere her på bloggen :)
Til sidst vil jeg lige smide et link til selve Dialogekspeditionens fællesblog, hvorpå vi alle vil skrive løbende. Det vil ikke være de samme blogindlæg jeg vil poste på den anden blog, så der er al mulig grund til også at følge med på http://www.Dialogekspeditionen.dk , hvor der lige nu både ligger beskrivelser af: Hvem vi er, Hvor vi er og Hvad vi laver, samt et glimrende indlæg om den dag, vi tog ud for at besøge sikherne. En religiøs gruppe der har sine rødder i Islam og Hinduisme. Det var utrolig spændende, lidt besynderligt og meget lærerigt :) Vi spiste bl.a. vegetarmad af fængselsbakker sammen med flere hundrede mænd bevæbnet med knive og sang sange på et sprog det ligger meget langt fra noget jeg har hørt før :)

- David Madsen

Mit første blogindlæg :) Hvori jeg fortæller, hvad det er jeg skal ned og lave sammen med Dialogekspeditionen.

Heysa derude på den anden side af skærmen :) Dette er så mit første blogindlæg, på min første blog, men det skal jo ikke betyde at den skal være ligegyldig, eller bare en prøve hvori der ikke kommer til at stå noget interessant. Nix den kommer til at handle om Dialogekspeditionen, mig selv og hvorfor jeg har valgt at bruge en masse penge samt et halvt år af mit liv på netop dette unikke projekt.

Jeg hedder som du måske har læst David Nygaard Madsen. Jeg er 20 år, og bliver 21 til september. Jeg kommer fra Randers, hvor jeg indtil i sommers gik i 3.G på Paderup Gymnasium. Jeg havde længe gået og overvejet, hvad jeg havde lyst til at lave efter sommerferien, for selvom jeg godt vidste at jeg ville ud op opleve noget helt andet end lille Danmark, så stod dette ’noget’ ret uklart for mig. Men så var det jeg fik et hint om dette projekt i Indien og Hong Kong som jeg nu vil fortælle jer om, og jeg håber da du vil give dig tid til at læse det :)

-      Dialogekspeditionen er et projekt udviklet af Danmission, Impact, Areopagos og IKON i et tværkirkeligt samarbejde. Vi ønsker at sætte religionsdialog i fokus, både internationalt og i Danmark. Projektet har til formål at udforske sameksistensen blandt den religiøse mangfoldighed i byer i Indien og Hongkong, og derigennem være med til at arbejde konkret for en tættere verden, hvor vi på trods af religiøse forskelle har et ønske om at forstå hinanden og lære af hinandens forskelligheder. Vi vil undervejs på ekspeditionen udforme og gennemføre forskellige konkrete projekter, samtidig med at vi skal opleve og undersøge dagligdagen og troslivet sammen med befolkningen, gennem bl.a. arbejde i caféer og dialog med både folk på gaden og religiøse overhoveder.  

Jeg er en af i alt seks unge i starten af tyverne, der tager af sted den 9. september som de første udsendte for Dialogekspeditionen. Selve rejsedelen af projektet kommer til at strække sig over fem måneder. De første 2,5 måned i Hong Kong og de sidste 2,5 i Syd-Indien. Det er dog vigtigt at fastslå, at projektet ikke slutter når vi kommer tilbage til Danmark til februar, men at rejsen kun er den ene del af Dialogekspeditionens projekt. Efter hjemkomsten tager vi nemlig ud og holder foredrag omkring vores rejse og om de projekter vi har lavet undervejs, samt hvad vi har lært af dem.  

Som sagt, så er Dialogekspeditionen udviklet i samarbejde mellem de fire kirkelige organisationer. Danmission, Impact,  Areopagos og IKON. Med Dialogekspeditionen har disse fire organisationer udviklet og sammensat et unikt projekt, der både formår at gøre en forskel i den asiatiske verdensdel vi rejser til, men samtidig også giver os nogle værdifulde oplevelser og erfaringer, vi kan tage med tilbage til Danmark og bruge til at arbejde med de stridigheder, som religiøse forskelligheder skaber i vores del af verden. Det har for mig været vigtig, at selvom jeg tager af sted med fire kirkelige organisationer, så er det ikke missioneringsarbejde jeg skal ned og lave. Vores mission er nemlig ikke at udbrede den kristne tro i Asien, men at give forskellige religionsgrupper redskaber til at udleve deres religion i et fredfyldt samfund, sammen med andre trosretninger, både i Hongkong, Indien og i Danmark. 

Selve projektet kommer til at forløbe sådan at vi allerede her fra den 18. august begynder på et forberedelseskursus, der kommer til at forgå på diakonhøjskolen i Århus, hvor vi vil modtage undervisning og lignende, der skal forberede os på, og gøre os i stand til, de opgaver og projekter vi skal ned og udføre.

Den 9. september rejser vi så fra København til Hongkong, hvor vi har vores base på det dialogcenter, hvor vi bor, indgår i lokalsamfundet, og modtager forskellige former for undervisning, eller deltager i forskellige religiøse ritualer, som bl.a. meditation og andagt. Samtidig rejser vi også ud og skal lave forskellige projekter som vi selv finder på, både forholdsvis tæt på centeret, men også rejser længere væk, som f.eks. en rejse ind i selve Kina, hvor vi også vil have et projekt, samtidig med at vi taler med lokalbefolkningen. Efter vi har afsluttet vores projekter i Hongkong, efter omkring 2,5 måneder, forsætter turen til den sydlige del at Indien, til en by der hedder Tiruvannamalai, hvor vi skal bo på et center for religionsdialog ved navn Quo Vadis. Dette center har en stærk tilknytning til Danmission, og har ofte før været benyttet til danske rejsende i Tiruvannamalai. Her har vi igen en stærk base, hvor vi kan bo og få undervisning, samtidig med at vi andre gange tager ud og arbejder for caféer, snakker med religiøse mennesker, eller arbejder på de projekter vi udvikler. Også i Indien vil vi forlade vores base i Tiruvannamalai, for kortere eller længere perioder, for at rejse andre steder hen i landet. Den længste rejse vi skal på i Indien er til Eksil-Tibet, hvor vi vil opholde os en periode og også her lave et projekt. Herefter tager vi tilbage til Tiruvannamalai og afslutter vores projekter der. Efter de i alt 5 måneder er gået, er der enten mulighed for at vi kan tage tilbage til Danmark, eller vi kan vælge at blive nogle måneder længere i Asien, hvis vi ønsker det. 

-     Ja det var så 'lidt' om det projekt, jeg ,sammen med fem andre unge mennesker, skal ned og være en del af. Jeg følte virkelig det var et projekt, der tiltalte mig meget. Der er utrolig spændende at der fokuseres på dialogarbejde, for jeg har altid interesseret mig meget for samtalen mellem mennesker, og mener at det er det vigtigste middel, når man skal nedbryde de fordomme, man ser verden over. Det har også været vigtigt for mig, at det arbejde vi skal ned og lave ikke er missionering, men samtale og arbejde, med og blandt folk, som har forskellige religiøse baggrunde. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget, og har enormt store forventninger til at det vi kommer ned og laver virkelig kommer til at gøre en forskel, men jeg er samtidig ikke i tvivl om at det bliver en fantastisk oplevelse for mig personligt, og en oplevelse jeg kommer til at tænke tilbage på resten af livet =D

Det var vist alt jeg havde at skrive for denne gang :) Nu glæder jeg mig bare til på onsdag, hvor jeg begynder på forberedelseskurset, og virkelig får mulighed til at lære de fem personer, jeg skal bruge fem måneder op og ned af, at kende :)